29. marts 2018
De sidste par måneder har været svære at finde de positive briller.
Men vi havde en rolig nedfart på bilturen gennem Tyskland, Holland,
Frankrig og Spanien, hvor trafikken gled let uden trafikale og
vejmæssige problemer som ellers truede.. Vi stoppede to døgn i den
spændende by Cordoba, hvor den store oplevelse var komplekset med
den
mauriske moske og kristne kirke inde i hinanden. I det regnfulde
og kolde vejr ragede vi os begge desværre en forkølelse til os
sammen med en grim hoste.
Vi blev som tidligere år modtaget af personalet på Hotel Clube de
Mos ved Lagos med varme og smil.
Den første måned fra 15. januar havde vi klar blå himmel med masser
af sol, som bekom Inges leddegigt rigtig godt. Hun udnyttede enhver
solstråle og tog hurtigt sin sædvanlige brunlige kulør. Samtidig
havde min hoste nødvendiggjort et besøg på hospitalets skadestue, da
jeg fik kraftige smerter i underlivet. Lægen diagnosticerede mig til
at have
lyskebrok, som krævede operation. Den var jeg nu ikke med på og
ville hellere have noget smertestillende for at udskyde operation.
Dette viste sig at være mindre heldigt, da smerter bare forværredes.
Et nyt hospitalsbesøg med ultralydsscanning bekræftede første
diagnose. Da jeg fortsat ikke var meget for at blive skåret op så
langt fra hjemlige egne bestilte vi fly hjem til Inge og mig, medens
Kurt forberedte sig på at køre vores bil hjem. Det viste sig at være
endnu en forkert beslutning, som
SOS
Europæiske i øvrigt nedlagde kraftig protest imod. Smerter var
nu så intense, at jeg blev indlagt akut for operation dagen efter.
Denne foregik helt efter planen med et par virkelig kompetente
læger. Det var en store lettelse og jeg havde faktisk ingen smerter
fra brokoperationen selv om smerterne stammede fra fedtknude som
havde klemt sig faste i brokken. Men glæden var kort, hvor jeg de
næste to uger havde en stærke smerter denne gang fra rygsøjlen ned i
venstre ben. En scanning viste to defekt discus som klemte på
nervebanerne til venstre ben. Det blev et smertehelvede et par
dage inden jeg fik den medicinske behandling som fjernede dem. Efter
flere uger uden egentlig natte søvn kan jeg nu slappe af.
Jeg er stadig indlagt på hospitalet, hvor vi afventer lægen
godkendelse til at lade mig flyve hjem. Dette arrangere i samarbejde
med SOS Europæiske og seneste melding er, de vil klarmelde mig
påskelørdag. Vi skal så vente på sygeplejerske fra Danmark som skal
eskortere Inge og mig hjem, hvor jeg enten skal være liggende eller
på sæde med ekstra plads.
Det er planen at vores Corsa med el-cykler transporteres hjem af
Vejhjælp.
Jeg har tabt en del vægt over 14 kg ifølge sidste måling. Jeg
forventer ny garderobe ved hjemkomst, da kosten er er rædselsfuld.
Men skidte bare smerterne holder sig væk og Inge kommer med
forsyninger. Det blev
ikke helt den ferie med ungerne, som vi havde regnet med. Men jeg
har været taknemmelig for deres evne til at holde humøret oppe. Nu
glæder vi os til snart at komme hjem som i heldigste fald kan bliver
i begyndelsen af april.
Jeg ved ikke hvor interessant det kan være for mine trofaste følgere
på hjemmesiden. Men det er første gang, at min dagbogssider har haft
så lang pause, derfor en forklaring. Vi har lært noget om det at
blive syg i udlandet. Jeg plejer at sige:" Tag på ferie med Inge og
studer det europæiske hospitalsvæsen". Dette udsagn bruger Inge nu
imod mig. Men det er hende vel undt for der er ingen tvivl om at det
ikke har været let hvilket jeg er mest ked af.
Efter hjemkost forventer jeg afklaring af operation
discusprolabs eller ej. Hjemme er man ikke så tilbøjelig til at
løse det med kniven mere. Sikkert er det, at vi ikke er i stand til
at tage Corsa turen igen, men må tage fly som er det normale. Vi vil
i hvert fald gerne tilbage til det dejlige Algarve.
