31. januar 2018
Kun få kilometer fra vores lejlighed i Porto de Mos ligger ligger halvøen Ponta da Piedade med fyrtårnet der viser vej ind til havnen i Lagos. Den tyve meter høje klippekyst er et dramatisk skue, hvor skrænterne er præget af talrige års erosion. Her findes spændende klippehuler, som kan besøges med båd. De grønne områder på toppen er fyldte med gule blomster. Cykelturen hjem fra fyrtårnet gik langs kysten, hvor der er anlagt en ny cementeret cykelsti. Det var ren luksus at køre på stien, som gik op og ned i det bølgende terræn, med den flotteste udsigt til Atlanterhavet. Lyden af bølgernes brus ind mod klipperne gjorde turen ekstra spændende.