29. marts 2018
De sidste par måneder har været svære at finde de positive briller. Men vi havde en rolig nedfart på bilturen gennem Tyskland, Holland, Frankrig og Spanien, hvor trafikken gled let uden trafikale og vejmæssige problemer som ellers truede.. Vi stoppede to døgn i den spændende by Cordoba, hvor den store oplevelse var komplekset med den mauriske moske og kristne kirke inde i hinanden. I det regnfulde og kolde vejr ragede vi os begge desværre en forkølelse til os sammen med en grim hoste.
Vi blev som tidligere år modtaget af personalet på Hotel Clube de Mos ved Lagos med varme og smil.
Den første måned fra 15. januar havde vi klar blå himmel med masser af sol, som bekom Inges leddegigt rigtig godt. Hun udnyttede enhver solstråle og tog hurtigt sin sædvanlige brunlige kulør. Samtidig havde min hoste nødvendiggjort et besøg på hospitalets skadestue, da jeg fik kraftige smerter i underlivet. Lægen diagnosticerede mig til at have lyskebrok, som krævede operation. Den var jeg nu ikke med på og ville hellere have noget smertestillende for at udskyde operation. Dette viste sig at være mindre heldigt, da smerter bare forværredes. Et nyt hospitalsbesøg med ultralydsscanning bekræftede første diagnose. Da jeg fortsat ikke var meget for at blive skåret op så langt fra hjemlige egne bestilte vi fly hjem til Inge og mig, medens Kurt forberedte sig på at køre vores bil hjem. Det viste sig at være endnu en forkert beslutning, som SOS Europæiske i øvrigt nedlagde kraftig protest imod. Smerter var nu så intense, at jeg blev indlagt akut for operation dagen efter. Denne foregik helt efter planen med et par virkelig kompetente læger. Det var en store lettelse og jeg havde faktisk ingen smerter fra brokoperationen selv om smerterne stammede fra fedtknude som havde klemt sig faste i brokken. Men glæden var kort, hvor jeg de næste to uger havde en stærke smerter denne gang fra rygsøjlen ned i venstre ben. En scanning viste to defekt discus som klemte på nervebanerne til venstre ben.  Det blev et smertehelvede et par dage inden jeg fik den medicinske behandling som fjernede dem. Efter flere uger uden egentlig natte søvn kan jeg nu slappe af.
Jeg er stadig indlagt på hospitalet, hvor vi afventer lægen godkendelse til at lade mig flyve hjem. Dette arrangere i samarbejde med SOS Europæiske og seneste melding er, de vil klarmelde mig påskelørdag. Vi skal så vente på sygeplejerske fra Danmark som skal eskortere Inge og mig hjem, hvor jeg enten skal være liggende eller på sæde med ekstra plads.
Det er planen at vores Corsa med el-cykler transporteres hjem af Vejhjælp.
Jeg har tabt en del vægt over 14 kg ifølge sidste måling. Jeg forventer ny garderobe ved hjemkomst, da kosten er er rædselsfuld. Men skidte bare smerterne holder sig væk og Inge kommer med forsyninger.
Det blev ikke helt den ferie med ungerne, som vi havde regnet med. Men jeg har været taknemmelig for deres evne til at holde humøret oppe. Nu glæder vi os til snart at komme hjem som i heldigste fald kan bliver i begyndelsen af april.
Jeg ved ikke hvor interessant det kan være for mine trofaste følgere  på hjemmesiden. Men det er første gang, at min dagbogssider har haft så lang pause, derfor en forklaring. Vi har lært noget om det at blive syg i udlandet. Jeg plejer at sige:" Tag på ferie med Inge og studer det europæiske hospitalsvæsen". Dette udsagn bruger Inge nu imod mig. Men det er hende vel undt for der er ingen tvivl om at det ikke har været let hvilket jeg er mest ked af.
Efter hjemkost forventer jeg afklaring af operation discusprolabs eller ej. Hjemme er man ikke så tilbøjelig til at løse det med kniven mere. Sikkert er det, at vi ikke er i stand til at tage Corsa turen igen, men må tage fly som er det normale. Vi vil i hvert fald gerne tilbage til det dejlige Algarve.

,