14. februar 2018
Der køres i dag første etape af det 44. Algarve cykelløb med opløb på Strandpromenaden i Lagos ved 17 tiden. Det er en chance for at få et glimt af de kendte navne som vi normalt må nøjes med at se på TV. Inge og jeg var inde i byen i formiddags, hvor forberedelserne var i fuld sving. Mange steder var der afspærringer for den almindelige trafik, men der var ret fredeligt i den gamle bys smalle stræder. Her findes talrige små restauranter og cafeer. Men der er også små forretninger som ifølge Inge har mange spændende tilbud. Jeg bemærker flere frisørsaloner og specialforretninger samt min cykelsmed, og den sidste er jeg især glad for. Men i år er det mobiludbyderen Vodafon, jeg er mest glad for. Der kan jeg for 25 Euro månedligt få en 100Gb data forbindelse med hastighed 24Mb/12Mb, hvilket ifølge ekspedienten er hurtigere end hans egen fastnet hjemme. Lagos har altså et forretningsliv, som de store supermarkeder endnu ikke har kvalt. Inge og jeg blev enige om, at vi nok ikke var så meget til cykelløbets festivitas og larm. Vi nøjes med at kigge på fjernsynsskærmen, hvor fred og ro hersker!