1. februar 2018
I dag besøgte vi den lille fiskerestaurant Campimar på stranden Praia Porto de Mos nedenfor vort hotel, hvor vi fik en let frokost og en flaske Vino Verde med mere. Det er et hyggeligt sted, og det har sine fordele at vi er ved at være kendt med de ansatte der. Atlanterhavets kræfter har haft en del indflydelse på strandens udseende. Her plejer at være sandstrand helt ud i vandet. Men i dag var sandet skubbet langt op og blotlagt en mængde sten. Det fik straks Inge til at bekendtgøre, at hun alligevel vil have sten med i bilen når vi skal hjem. Nå, den tid den glæde! Den lille sti fra stranden op til vort hotel var afspærret sidste år efter havet havde snuppet en del af skrænten. Stien er åbnet igen og kunne forceres med en del pusten og stønnen.