11. oktober 2017
Det var gråt og trist ude i samfundet i dag, men så var det jo dejligt at droppe ind hos Pauli på Fasanvænget. Her var som altid kaffe på kanden med tilhørende lakridskonfekt. Ved Strandpromenaden har vandet igen trukket sig lidt tilbage efter flere dages kraftig vestenvind. Havpoolen er igen synlig, men der er aflejret ny sandstrand udenfor denne. Næste billede er Bakkevej og støvregnen siler ned. Ved Strandvej nr. 32 er min gamle nu afdøde telegrafistkollega Leif Andersens røde murstenshus revet ned og en ny firkant klods rejser sig op. Af Tinglysningen fremgår, at huset blev solgt for 1,9 million kroner. Det virker lidt underligt at det så bare bliver revet ned.