9. august 2017
"Stormen sused og gjorde halløj" kunne jeg synge på cykelturen i dag langs stranden ind til Esbjerg. Der blæste en mindre pelikan, nogle ville kalde det en kraftig kuling. Jeg havde flere gange problemer i sidevinden, så et fast greb om styret var nødvendigt. På Strandby Plads kiggede jeg på den nyrestaurerede bygning "Vejgaard", som har fået udskiftet tag og vinduer for 1,8 millioner kroner. Lejligheds ejerne havde fået stort tilskud fra Esbjerg Byfond da huset er bevaringsværdigt. Dagbladet "Vestkysten" skrev "Historisk Esbjergbygning er klar til et nyt århundrede". Jeg troede huset havde 100 år på bagen, men det er nu bygget i 1939. Ved "Esbjerg Strand" smider de fortsat rundt med stor sandbunker og mange esbjergensere stopper op og kigger på det spændende projekt.